Der findes et utal af bøger og skriverier om stress. Der er mange mulige perspektiver og mere eller mindre indviklede forståelser, der hver især bidrager med brikker til debatten og mulighederne for handling.
Her vil jeg bidrage med en meget enkel visuel model, som jeg har udviklet til de personalegrupper, som jeg superviserer. Den giver umiddelbar mening for alle, der indtil videre har afprøvet den. Den gør det muligt for at hver enkelt i en gruppe på en enkel måde kan fortælle, hvor stressede de aktuelt føler sig. Hvis der er behov for det, kan man uddybe fortællingen og dele sine oplevelser, men man kan også sige det ganske kort.
Modellen har været brugt til at man i teams har kunnet tage vare på hinanden – fx hvis en person var på vej fra C til D. Forklaring følger!
At kunne skille tingene ad
Her er man i det store og hele i stand til både at være engageret i sit arbejde og at kunne lægge det fra sig. Man kan adskille ”noget” fra ”noget andet”.
Eksempler:
- Arbejde <-> Privatliv
- En svær arbejdsopgave <-> Frokostpausen
- Arbejdsopgave 1 <-> Arbejdsopgave 2
Selvom man normalt kan adskille på denne måde er det helt almindeligt og naturligt at det til tider ikke kan være anderledes at presset øges og buen spændes (B og C) for en stund og man vender tilbage til A igen.
Presset vokser – Buen spændes
Her vokser presset. Buen spændes.
- Det mærkes psykisk
- Det mærkes fysisk
- Det bliver sværere at gå “til” og “fra”
Buen er ved at briste
Her begynder presset at blive for stort. Det er ikke længere muligt at opretholde sine grænser.
Man føler et meget stort pres, og knokler for at nå alt muligt, men indsatsen mangler ofte eftertanke, retning og jordforbindelse. Der er ikke tid til at forholde sig til mening. Tingene skal bare gøres, og man ser frem til at det er overstået.
Der kommer ”huller” og man kan føle sig fx oversvømmet, depressiv, irritabel, ustabil, sårbar, energiforladt, tom, opfarende, svært ved at slappe af, søvnløshed, svært ved at huske oma.
Buen er bristet!
Her er grænserne væk, og den stressramte vil være overvældet og kaotisk – eller tom og apatisk – eller skifte mellem disse tilstande.
Det tager tid at komme sig igen. Det er nødvendigt at sygemelde sig, og der kan være brug for professionel støtte.
At komme videre
Et eksempel:
I en arbejdsgruppe indledtes supervisionen med en runde om stress. Flere syntes ikke, at deres oplevelse kunne udtrykkes med et enkelt bogstav. De sagde fx: Jeg er mest i A og lidt i B, men engang i mellem når det op på C, og så ved jeg, at jeg skal tilbage mod A.
En enkelt i gruppen fortalte at hun var i C og på vej mod D. De øvrige i gruppen blev forbavsede, og var slet ikke klar over, at det var så slemt. I løbet af supervisionen fandt gruppen sammen med supervisor frem til hvordan de kunne støtte den stressede kollega. Ledelsen blev inddraget og orienteret.
Ved den næste supervision fortalte gruppen at støtten havde virket godt, og at de nu var vendt tilbage til den almindelige arbejdsfordeling. Alle var glade for interventionen.
Se evt. mere om supervision for personalegrupper på www.supervisionplus.dk
- Ellen Hansen, www.ellenhansen.dk
En måde at komme i gang med at få snor i overspringshandlingerne er at begynde 
Det er straks værre at tabe ansigt. Jeg tror at det er den, der taber ansigt, der selv er den skrappeste i vurdering af betydningen af hændelsen – nogle gange har andre har måske knapt bemærket den. Følelsen af at tabe ansigt kan ledsages af rødmen eller andre synlige kropslige symptomer.
For nogle kommer taleangsten eller angsten for at tabe ansigt til at stå i vejen for de fremtidsønsker, der er relateret til studie- eller arbejdsliv, men det kan også komme til at påvirke andre områder, for i kølvandet på undgåelsesadfærden, hvor man finder på undskyldninger, følger typisk selvbebrejdelser og nedtrykthed. Så er det på tide at gøre noget ved det, så taleangsten ikke kommer til at styre og bestemme!
I en af mine mapper fandt jeg disse 10 bud om at holde oplæg. Jeg har vist fået dem på et kursus en gang. Selv om materialet er mange år gammelt, er det stadig relevant og brugbart. Kurt Johanneson er svensk retorik-professor. Jeg synes det mest overraskende råd er det sidste: Alle talere mislykkes en gang i mellem – ca. hver tredje gang.
Jeg synes 
I særligt pressede situationer kan unge, som er fløjet fra reden søge tilbage til forældrene. I den situation er det vigtigste at sørge for noget basalt forældreomsorg: Lytte, berolige, skabe gode rammer, undgå at være bebrejdende, undgå moraliseren og gode råd.
