Blog – Ellen Hansen

At være forældre til studiestartere

24/7-2009 kl. 21.57 · Endnu ingen kommentarer · Studerende

For de allerfleste forældre har det stor betydning, at det går deres datter eller søn godt – ikke mindst mht. arbejde og uddannelse. Både den studerende og den studerendes forældre eller pårørende har en fælles interesse i at studiet går godt. Alligevel kan der nemt opstå besværligheder i den indbyrdes dynamik.

Nogle unge oplever det fx som et pres hvis forældrene tager udgangspunkt i en viden om hvordan uddannelsessystemet fungerede i ”gamle dage”. Nogle er bekymrede for om forældrene mon forstår, at det er vanskeligere at få en god karakter på en videregående uddannelse end i gymnasiet. Det kan være godt at vide at kravene er højere end tidligere. Man kan godt være dygtig og så alligevel dumpe.

Nogle unge oplever en evig opmærksomhed og bekymring fra forældrenes side som de gerne ville være foruden. Nogle unge vælger at fortælle “historier” bare for at slippe for bekymringen. Nogle forældre kan være tilbøjelige til i ord eller blot i tonefald og mimik at udtrykke en underliggende kritik omkring valg af aktiviteter og fritidsinteresser: ”Burde du ikke i stedet have ….”.

I særligt pressede situationer kan unge, som er fløjet fra reden søge tilbage til forældrene. I den situation er det vigtigste at sørge for noget basalt forældreomsorg: Lytte, berolige, skabe gode rammer, undgå at være bebrejdende, undgå moraliseren og gode råd.

 

Undlad at sammenligne med andre.

Læg vægt på at tale om andet end studiet, fremtiden og eksamener.

Sørg for at “frede”  den studerende mht. familiemæssige problemstillinger op til eksamen.

Husk på, at fremtiden sagtens kan være god – uanset hvordan det går med studiet.

Læg mærke til om din søn eller datter kan lide at blive spurgt om studiet – eller endnu bedre spørg om dette.

Undgå skænderier i perioden op til eksamener eller andre pressede situationer.

Spørg, hvad den studerende har brug for – og hvad som er irriterende eller hæmmende.

Tags: ··

Endnu ingen kommentarer

Skriv din kommentar her:

Kommentar