[ Blog – Ellen Hansen ]

Det er udbredt at føle angst for at fejle eller ligefrem at tabe ansigt, når man skal holde en tale eller et oplæg. Jeg synes Alain de Botton i sin bog Statusangst har nogle interessante synsvinkler på noget lignende: Han kalder det “snobberi”, når man tillægger andre mennesker værdi på et meget smalt grundlag: fx en titel eller en bestemt ejendel. Det kunne også være en præstation. Pointen er, at vi frygter vores omgivelser eller rettere vores jævnbyrdiges bedømmelse i form af afvisning eller forkastelse.

Denne frygt er besværlig at opleve, men kan med træning mestres. Grundig forberedelse er vigtig – og undervejs kan man støtte sig til et stikordsmanuskript eller en præsentation. Det giver en vis sikkerhed og noget at vende tilbage til, når man undervejs for en kort stund kan tabe tråden. Når og hvis man taber tråden, kan det føles som meget lang tid før man finder den igen, men hvis man ser pausen på video, vil man kunne konstatere at en sådan pause oftest er overraskende kortvarig, og helt ok. Så man behøver overhovedet ikke undskylde, udtale selvbebrejdelser eller lignende, men kan i stedet blot fortsætte, hvor man slap.

Prøv at optage dig selv med lyd eller lyd+billede, når du næste gang forbereder et oplæg.

Bagefter kan du sammenligne din tidsfornemmelse af pauserne med optagelsen. Er der forskel?

Alain de Botton fortæller på Ted mere om sin forståelse af statusangst. Han kan høres her – i et veloplagt oplæg: