Frygten for at tabe ansigt er centralt for mange med taleangst. Det at tabe ansigt opleves faktisk som værre end at ”tabe hovedet”. Der er et større fællesskab omkring det at tabe hovedet – det gør vi alle ind imellem, og vi oplever det som næsten uundgåeligt. Det er rimeligt nemt at få andres accept i forhold til at det var det, der skete: Jeg tabte hovedet – øv.
Det er straks værre at tabe ansigt. Jeg tror at det er den, der taber ansigt, der selv er den skrappeste i vurdering af betydningen af hændelsen – nogle gange har andre har måske knapt bemærket den. Følelsen af at tabe ansigt kan ledsages af rødmen eller andre synlige kropslige symptomer.
Hvis man har prøvet at tabe ansigt vil man typisk fremover søge at undgå situationer, hvor det kan ske igen. Ubehaget ved at tabe ansigt er stærkt og huskes både af krop og følelser. Det er ikke altid virksomt at sige til sig selv, at det er noget pjat eller ulogisk, og det kan være vanskeligt at lade fornuften bestemme over de følelsesmæssige reaktioner. Det er som om fornuften ikke fungerer eller at den ikke kan komme til at bestemme i de situationer, det handler om.
Når man skal præstere noget, træde frem foran andre – eller vise noget om hvad man kan eller står for, kommer man i andres fokus. For mange af os er dette forbundet med en utryghed, ubehag eller angst for at tabe ansigt. Der er dermed meget mere på spil end selve oplægget: Det kommer også til at handle om risikoen for at tabe ansigt. Man forestiller sig at man taber respekt, status eller agtelse, og man forestiller sig at en enkelt situation vil være det, man bliver bedømt på.
For nogle kommer taleangsten eller angsten for at tabe ansigt til at stå i vejen for de fremtidsønsker, der er relateret til studie- eller arbejdsliv, men det kan også komme til at påvirke andre områder, for i kølvandet på undgåelsesadfærden, hvor man finder på undskyldninger, følger typisk selvbebrejdelser og nedtrykthed. Så er det på tide at gøre noget ved det, så taleangsten ikke kommer til at styre og bestemme!
Hvad synes du er værst: at ”tabe hovedet” eller at ”tabe ansigt”?
Ja, men er det ikke uundgåeligt og vigtigt at tabe ansigt, når det ikke kan være andet. En slags afklaring som opleves som en måske ligefrem afsløring.
Taber jeg ansigt er det jo en sag som er på for løst et grundlag til at man kan opretholde respekten At leve via ansigtet er overfladisk. Så taber jeg ansigt ryger mine illusioner om at være respekteret hvor det ikke var holdbart
inger-marie ørner
Det er nogle spændende tanker du har om det at tabe ansigt, og jeg synes du har fat i en vigtig pointe – nemlig at det betyder rigtigt meget, hvordan man selv tænker om det at tabe ansigt.
Jeg skriver jo om frygten for at tabe ansigt – dvs. det er ikke nødvendigvis sket, men frygten afholder en fra at gøre noget, som man opfatter som vigtigt, og det kan for nogle være en hæmsko i forhold til at realisere nogle af de drømme og mål man har for sit liv.
Du skriver også at der kan være noget godt ved at tabe ansigt – at det kan være en slags realitetskorrigering. Her tænker jeg, at det jo godt kan være vældigt positivt, og måske medvirke til at man justerer retning og valg, men at det også kan være benhårdt og føles som at få trukket tæppet væk under sig. I sidstnævnte tilfælde vil det efterfølgende kræve hårdt “arbejde” af personen, som så skal justere sin selvforståelse.
dbh Ellen