Om Dramatrekanten
Inspireret af et lille webinarkursus med Matthew Elton, skriver jeg her lidt om dramatrekantens dynamikker, som jeg synes er interessant at kende til.
Modellen stammer fra Transaktionsanalysen.
DramaTrekanten beskriver en type dynamik eller mini-drama, som udspiller sig i mange sammenhænge - både i privatlivet og i arbejdslivet. Vi kan hver især have en valens (tilbøjelighed) til at havne i en bestemt rolle: Krænker, Offer eller Redder.
Mange, der arbejder med mennesker, kender som udgangspunkt til at være i rollen som Redder. En faldgrube vil ifølge dramatrekant-teorien være, at man bliver “for meget” eller kører sit eget løb, hvor den person, man ønsker at hjælpe afviser hjælpen. Ved afvisningen kan Redderen skifte til en ny rolleposition som Krænker (der er noget galt med den anden, der er modstand etc.) eller en Offer-rolle (jeg er ikke god nok - eller jeg må prøve endnu mere). Dette er selvfølgelig temmelig karikeret, men prøv engang at se lidt i skemaet nedenfor: Måske er der noget, du kan genkende?
I mange helt forskellige sammenhænge er det vigtigt som “Redder” at kunne holde sig tilbage, og det kan faktisk være svært! Her er et par eksempler:
Indenfor organisationspsykologien har vi begrebet “negativ kapabilitet”. Dette er ikke en negativ kompetence, men en positiv kompetence, hvor lederen i visse situationer sidder på hænderne, er tålmodig og nærværende, og ikke blander sig unødigt - og dermed giver mere plads til andre.
I sjælesorg handler det ikke om at fix’e eller rådgive, men om at kunne være til stede og både rumme og udholde et andet menneskes smerte - uden selv at tage over. Hvis man er vant til at støtte og rådgive mere aktivt, kan det være ganske svært at have en position, hvor man er rummende og giver den anden plads.
Skema, der viser nogle karakteristika ved de enkelte roller
Dramatrekanten blev oprindeligt beskrevet af den amerikanske psykiater Stephen B. Karpman. Man kan på nettet finde mange konkrete eksempler på grunddialoger mellem de forskellige positioner.
Hvordan kommer man ud af dette dysfunktionelle mønster? Første skridt er i hvert fald at genkende det - og at udveksle forståelser med en anden om det. Jeg møder dynamikkerne i både terapi og supervision. Mønstrene er som regel lette at se og at forholde sig til - typisk redder-positionen. Det at komme ud af “møllen” kræver vedholdenhed.
Acey Choi har i kølvandet på den oprindelige model, lavet en ny kaldet “The Winner’s Triangle”.
Matthew Elton peger på, at Drama-Trekanten kan bruges på en patologiserende måde, og at Vinder-Trekanten er mere positivt anvendelig. Ikke desto mindre, kan det virkeligt være gavnligt at få øje på tilbagevendende dysfunktionelle mønstre, sammen med en person, der bruger forståelsen konstruktivt.
Jeg vil i et senere oplæg skrive mere om både Drama-Trekanten og Vinder-Trekanten, og skrive om nogle koblinger til andre metoder.