
Taleangst kan mestres!
Hvis du vil gøre noget ved din taleangst eller tilbageholdenhed er der heldigvis hjælp at hente.
For nogle mennesker er det at tale og kommunikere på arbejdspladsen en udfordring, som dagligt eller ofte presser på en måde som påvirker selvforståelsen negativt. Der er mange situationer arbejdsmæssigt, som for nogle mennesker er udfordrende – mens andre slet ikke tænker over dem, og derfor måske kan have svært ved at forstå, at det kan være et problem.
Tilbageholdenhed eller taleangst er ofte et skjult problem. Man finder typisk på måder så man undgår, og kollegaer tænker måske ikke så meget over, hvor alvorligt det egentlig føles og opleves.
For de, der bare kan og for hvem det er naturligt at kommunikere åbent og ubesværet, kan det være svært at forstå og forholde sig til.
Jeg tilbyder individuelle forløb, som en mellemstation til at turde udtrykke sig mere frit på studiet, på arbejdspladsen, i foreningen - eller blandt familie og venner.
Jeg har igennem mange år arbejdet med mennesker med denne problematik - både individuelt og i grupper, og jeg har set mange komme i gang med at turde udtrykke sig, holde taler osv.
Aktuelt tilbyder jeg udelukkende ene-timer.
—Ellen Hansen
Kender du til at ...
... tilbageholdenhed overstyrer dit ønske om at udtrykke dig mundtligt?
… tilbageholdenheden står i vejen for dine faglige ønsker og ambitioner?
Har du kigget på ...
… taler- og præsentationskurser, og vurderet at det ikke helt er noget for dig (endnu)?
Vil du gerne …
sige noget på et møde
præsentere dig overfor nye
sige din mening – sige til eller fra
komme med et fagligt input
spørge en kollega eller leder til råds
indgå naturligt i snak i frokostpausen
og selvfølgelig også at holde oplæg eller at være mødeleder
-
Frygter du at holde oplæg?
Bliver du tilbageholdende, når du skal sige noget i en gruppe?
Får angsten dig til at finde på undskyldninger eller til at undgå?
Er du bange for at dumme dig - eller at andre ser på dig med et fordømmende blik?
Kort sagt: Forhindrer angsten dig i at være den, du er - og at opnå de mål, du har sat dig?
-
Om selvbebrejdelser
I kølvandet på taleangst eller præstationsangst følger ofte selvbebrejdelser, og man kan komme til at føle sig alene, forkert eller anderledes.
De, der oplever taleangst frygter at blive bedømt negativt af andre.
Angsten følges ofte af ekstra høje præstationskrav til sig selv, som overgår hvad andre faktisk forventer. Det bliver anstrengende og nærmest umuligt at leve op til!
-
Taleangst kendes af mange
i skoler, på uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser - både medarbejdere og ledere. Taleangst kan også opleves i sociale situationer hvor der ikke skal præsteres fx ved familiesammenkomster, i frikvarterer, ved firmafester o.lign.
-
Du kan være bange for ...
At andre kan se usikkerheden eller nervøsiteten
Ikke at slå til
At stemmen svigter og afslører usikkerheden
At have misforstået noget og blive afsløret i dette
At tilhørerne finder det man har at sige uinteressant
At tabe tråden og blive usammenhængende
At gøre et dårligt indtryk og frygte at dette får negative konsekvenser
At "fryse" eller stivne og ikke kunne gøre noget
At blive til grin - og ikke mindst ikke at leve op til egne forventninger.
-
Måske mærker du ...?
angst og uro
flimren for øjnene
nervøsitet
føler eller oplever at "klappen går ned"
stemmen forsvinder eller dirrer
rysten
undgåelse af øjenkontakt
sveder
klaustrofobisk fornemmelse
trang til at forsvinde eller flygte
gråd eller grådlabil
kvalme eller kaster op
rødmen
hjertebanken
tør i munden
flovhed
taler alt for hurtigt og undlader pauser
bruger fyldord og kludrer i oplægget
tics
urolige hænder
stift kropssprog
-
Hvordan opleves det?
Reaktioner og symptomer kan være forskellige og af skiftende intensitet.
Det kan være meget forskelligt om man mærker et, flere eller mange symptomer.
Nogle oplever angsten som noget, der nærmest altid har været der, fx var de generte, sky eller tilbageholdende som børn.
Andre taler snarere om enkeltstående oplevelse(r), der har sat sig fast som et problem - og for atter andre virker problemet helt ulogisk.
Nogle oplever at angsten og undgåelsen udløser en masse selvbebrejdelser og skaber tvivl om hvad man kan og hvem man er.